Gratis foredragsaften – Onsdag 10. april kl 18-19
Vi er i Teater Nordkraft i fuld gang med prøverne på forestillingen om OW BUNKER’s storhed og fald!
Vores svenske instruktør Viktor Tjerneld og teaterchef Jakob Tekla Jørgensen vil fortælle om arbejdet med at iscenesætte Danmarks største finansskandale nogensinde – og lidt om hvorfor det bliver en ret morsom forestilling.
Vi glæder os til en hyggelig og interessant aften! Kom!
Om forestillingen
Kender du det, at man mødes med nogle venner til en hyggelig øl i Aalborg klokken 21, og næste gang man kigger op, ligger man henover et sømbræt imens nogle sømænd drikker tequila af ens sko i Hamborg? Og man tænker – hvordan skete det?
OW Bunker er historien om festen, som ingen husker – eller i hvert fald som ingen VIL huske. OW Bunker er Danmarkshistoriens største aktieeventyr, og Nordeuropas største tømmermænd. Ingen ved længere hvad der skete, og alle vil helst ikke tale om det.
Midt under de verserende retssager tager Teater Nordkraft en dyb indånding og bevæger sig helt ud hvor ingen kan bunde eller se i det grumsede vand. Ud i et hav med olieskibe, spekulation og evige pengestrømme, hvor vi møder de centrale personer i OW Bunker.
Hvem er egentlig offer og bøddel? En ting er i hvert fald sikkert: Det går ikke godt.
Kilde: Teater Nordkraft



