Aalborg, 13. februar 2025 – En vandring gennem byens gader efterfulgt af et varmt måltid skal skabe refleksion og fællesskab i Aalborg. Med en kombination af Poverty Walk og et midlertidigt suppekøkken i Det Gamle Rådhus sættes der fokus på hjemløshed og social udsathed. Arrangementet er et samarbejde mellem Nordjysk Madfestival, Kirkens Korshær, Nordjyllands Beredskab og Aalborg Kommune.
En vandring med eftertanke Dagen begynder kl. 16.00 med Poverty Walk, hvor deltagerne inviteres på en refleksiv vandring gennem Aalborg. Formålet er at give borgerne et indblik i sociale udfordringer og skabe forståelse for, hvordan fællesskab kan være en afgørende faktor i kampen mod ensomhed og udsathed.
Efter vandringen samles deltagerne i Det Gamle Rådhus til hygge og en varm kop suppe. Suppekøkkenet danner rammen om en samtale om, hvordan byen kan forbedre vilkårene for de mest udsatte borgere. Alle interesserede er velkomne til at deltage og opleve, hvordan et simpelt måltid kan skabe nye perspektiver og fællesskaber.
Mad som samlingspunkt Sarah Kruuse, direktør i Nordjysk Madfestival, understreger vigtigheden af fællesskab:
“Ofte bliver det kommunen og de sociale organisationer, der møder de hjemløse. Vi savner måske lidt, at vi som almindelige borgere tænker over og bliver mindet om, hvor vigtigt fællesskabet er for os alle, uanset hvilken situation vi er i. Mad er ofte det, der kan samle os og bryde sociale barrierer.”
Hos Kirkens Korshær ser man også arrangementet som en vigtig mulighed for at skabe større forståelse:
“Det handler om at skabe fællesskab og fælles forståelse,” siger Lene Højland Laursen fra organisationen.
Byens engagement Aalborg Kommune har valgt at stille Det Gamle Rådhus til rådighed for initiativet. Rådmand for Job og Velfærd, Nuuradiin S. Hussein, ser det som en mulighed for at inddrage borgerne aktivt:
“Det er første gang, at vi rækker ud til almindelige borgere for at få deres bud på, hvordan vi kan gøre mere for fællesskabet. Det er vigtigt, at vi ikke overser nogen i arbejdet for at styrke sammenhængskraften i byen.”
For at sikre plads til alle opfordres interesserede til at tilmelde sig på forhånd. Deltagere kan vælge at være med til hele eller dele af arrangementet.
Der vil desuden blive afholdt et ekstra arrangement dagen før, forbeholdt socialt udsatte borgere, på Café Hjerterummet.
Læs mere og tilmeld dig eventet her: aalborg.dk/events-og-aktiviteter-for-enhver-smag/kom-til-poverty-walk-og-vintervarme-i-det-gamle-raadhus