Når Aalborg igen bliver centrum for The Tall Ships Races fra 30. juli til 2. august 2026, bliver det med solid opbakning fra Spar Nord Fonden. Fonden bidrager med 650.000 kroner til arrangementet – en støtte, der skal være med til at løfte oplevelsen for både publikum og de mange børnefamilier, der traditionelt besøger havneområdet under festlighederne.
The Tall Ships Races er gennem årene blevet en af Nordjyllands mest populære begivenheder. Siden Aalborg første gang var værtsby i 1999, har eventen tiltrukket hundredtusindvis af gæster, og ved sidste afholdelse i 2022 lagde 686.000 besøgende vejen forbi havnefronten. Også i 2026 satser arrangørerne på at fastholde de elementer, der har gjort eventen til et samlingspunkt for hele regionen: åbent skib på de imponerende sejlskibe, et bredt underholdningsprogram og aktiviteter målrettet børn og børnefamilier.
“The Tall Ships Races har gentagne gange bevist, at det er muligt at samle mennesker fra hele regionen til en stor folkefest langs havnen i Aalborg. De smukke skibe skaber en helt særlig kulisse for festlighederne, og vi vil gerne bakke op om at invitere alle med, der har lyst til at opleve stemningen og de maritime aktiviteter,” siger Bo Uggerhøj, direktør i Spar Nord Fonden.
For Aalborg Kommune er donationen et vigtigt bidrag til at fastholde et højt kvalitetsniveau og fortsat kunne tilbyde gratis adgang til alle. Borgmester Lasse Frimand Jensen fremhæver betydningen af den økonomiske opbakning:
“Med Spar Nord Fondens donation kan vi give aktiviteterne for børn og børnefamilier et løft. Samtidig kan vi fortsat arrangere Nordjyllands største begivenhed med fri entré og leve op til de forventninger, publikum har. Vi er meget glade for, at Spar Nord Fonden igen er med i 2026,” siger borgmesteren og understreger, at eventen både skaber omtale og øger omsætningen i byen.
Forberedelserne til næste års stævne er allerede i gang. 23 skibe har meldt deres ankomst, men arrangørerne forventer omkring 70 deltagende skibe og i alt 3.000 besætningsmedlemmer. Aalborg er sluthavn for kapsejladsen, der også besøger Aarhus, Harlingen i Holland, Antwerpen i Belgien og Stavanger i Norge.
Et centralt formål med The Tall Ships Races er at fremme sejlads blandt unge i alderen 15 til 25 år. Derfor forpligter værtsbyerne sig til at rekruttere trainees – unge, der får mulighed for at sejle med på ruterne mellem værtsbyerne. Aalborg skal i 2026 udvælge 100 unge, der skal sejle turen fra Stavanger til Aalborg.
Publikum kan se frem til et alsidigt underholdningsprogram, et væld af boder og barer langs havnefronten og masser af maritime oplevelser for alle aldre. Som sluthavn bliver Aalborg rammen om de afsluttende festligheder, der traditionelt trækker folk til fra hele regionen.
Den turismeøkonomiske effekt er markant. En analyse fra VisitDenmark i forbindelse med afholdelsen i 2022 viste, at eventturister – besøgende udefra, der kommer specifikt for arrangementet – brugte 97 millioner kroner i Aalborg Kommune.
Med den nye donation fra Spar Nord Fonden er der lagt op til endnu en stor folkefest, når de høje master igen rejser sig mod himlen over Aalborg i sommeren 2026.





