Skilsmissebarn – sådan støtter du dit barn i julen
Juletiden kan give skilsmissebørn flere bekymringer. Vi giver dig derfor 3 gode råd til, hvordan du som forælder kan støtte dit barn i juletiden
”December måned betyder for de fleste børn forventning, gaver og hygge med familien. Men for mange skilsmissebørn følger der også bekymringer og spekulationer med. Nogle børn får ondt i maven, fordi julen er familiernes fest, og den minder børnene om, at far og mor ikke længere er sammen”, fortæller psykolog i Folkekirkens Familiestøtte Tina Mogensen, som her kommer med tre gode råd til, hvordan du kan hjælpe dit barn til at håndtere de ekstra bekymringer, som julen kan give anledning til.
Planlæg julen
Når man har to hjem, ved man, hvornår man skal være hos mor, og hvornår man skal være hos far. Det bliver der for langt de fleste lavet om på i ferier og til højtider. Når julen nærmer sig, kan mange børn derfor blive urolige og have brug for at vide, hvornår barnet skal være hos far og hos mor. Planlæg derfor juledagene i god tid, og fortæl børnene om de planer, I har lavet. Selvom vi nu er ved at være i sidste øjeblik, kan du stadig nå f.eks. at tegne en juleplan sammen med børnene og hænge den op, så børnene kan se julen for sig. Det giver samtidig en god anledning til at få snakket med børnene om julen.
Tal om det svære
Som voksne kan vi have en tendens til at fokusere på det positive, som f.eks. at barnet får to juleaftener og får flere gaver. Men det fjerner ikke barnets sorg over skilsmissen og savnet til den anden forælder juleaften. De følelser skal der også være plads til. Derfor er det vigtigt at huske at spørge ind til barnets følelser, herunder også savnet til den anden forælder. Når barnet mærker, at du som forælder ønsker at være sammen med barnet om dets følelser, bliver følelserne nemmere at forstå og håndtere, og dit barn lærer, at det er okay også at have de følelser.
Tag ansvaret fra barnet
Det er også vigtigt, at du over for barnet taler om den anden forælder på en værdig måde og ikke italesætter negative følelser, du måske har for barnets anden forælder. For barnet er mor og far de vigtigste personer i livet, og barnet har brug for, at mor og far ”spiller hinanden gode” som forældre.
Derudover er det nærliggende som forældre at fortælle barnet, hvor svært det bliver at skulle undvære barnet i julen eller nytåret. Overvej om du siger det til barnet for din egen skyld (pga. dårlig samvittighed), eller om barnet har glæde af at vide det. For nogle børn kan der ske det, at de fejrer jul hos den anden forælder med ondt i maven over, hvordan du har det. Og det er ikke barnets ansvar.
Et barn tolker meget let på sine forældres ord og handlinger. Hvis dit barn kan se, at I forældre har det svært, vil det let føle skyld eller ansvar for situationen. Men skilsmissen, og de udfordringer og konsekvenser der følger med, er de voksnes ansvar. Det er vigtigt, at barnet mærker, at I som de voksne påtager jer det ansvar. Det kan du bl.a. gøre ved at forklare barnet, at I som forældre samarbejder om at få skabt en god hverdag for barnet på ny.
Få flere redskaber på forløbet: Vejen videre efter skilsmisse (KIFF)
Hvis du vil have mere viden om, hvad det er for en proces, du og dine børn står midt i efter skilsmissen, så er Folkekirkens Familiestøttes forløb ”Vejen videre efter skilsmisse” måske noget for dig. På forløbet får du blandt andet viden om og redskaber til at støtte dit barn, at få en hverdag til at fungere, og til at få et bedre samarbejde med dine børns anden forælder.
Forløbet tilbydes i Aalborg over 5 aftener fra d. 13.1.20, og der er ingen egenbetaling. Tilmelding på www.folkekirkensfamiliestotte.dk