Efter mere end seks årtier på Østerbrogade 52B flytter Nørresundby Bibliotek til nye lokaler. Fra onsdag den 27. november vil byens borgere kunne besøge biblioteket i det tidligere rådhus på Torvet. Det nye bibliotek åbner dørene kl. 10 og markerer begyndelsen på en ny æra med en kombination af historisk charme og moderne faciliteter.
Bibliotekschef hos Aalborg Bibliotekerne, Kristine Nygaard, udtrykker stor begejstring for flytningen:
– Vi glæder os utrolig meget til at slå dørene op til vores nye bibliotek i Nørresundby. Den nye placering i det gamle rådhus på Torvet er helt særligt, og vi håber, vores gæster bliver lige så glade for det nye sted, som vi er. Vi har arbejdet hårdt på at indrette bygningen med borgernes ønsker for øje og et moderne touch, og vi er stolte af resultatet, fortæller hun.
Åbningen fejres med kaffe og lune æbleskiver, som vil være tilgængelige så længe lager haves. Den officielle åbningsfest er planlagt til slutningen af januar 2025.
Et hus for fællesskabet
Med flytningen deler Nørresundby Bibliotek nu adresse med Ældresagen, som allerede har til huse i det gamle rådhus. Ifølge Kristine Nygaard skaber denne konstellation potentiale for et frugtbart samarbejde:
– Med den nye adresse følger samtidig en bofælle i form af Ældresagen. Det er en organisation, som bidrager med mange aktiviteter til områdets borgere. Vi ser frem til at udvikle et samarbejde, hvor vi kan inspirere hinanden og styrke det lokale fællesskab.
Midlertidig lukning
I forbindelse med flytningen holder biblioteket lukket tirsdag den 26. november fra kl. 12. Det nye bibliotek åbner dagen efter i de nye lokaler på Torvet – en flytning, der markerer en ny milepæl for byens kulturelle samlingspunkt.
Kilde og foto: Aalborg Kommune