Når Danmarks bedste bordtennisspillere til sommer skal dyste om mesterskabstitlen, bliver det ikke i en klassisk sportshal, men midt på scenen i Koncertsalen i Musikkens Hus. Her afholdes finalerne i bordtennis under DIF DM-ugen 2025, og det usædvanlige valg af ramme skaber stor begejstring hos både arrangører og atleter.
Det er Aalborg, der for andet år i træk lægger by til det store sportsevent, og ambitionen er klar: At bringe sporten helt tæt på publikum og samtidig skabe nye, uventede oplevelser. Ifølge Jes Lunde, rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, er netop dette kernen i DM-ugen.
– Det er lige præcis det DM-ugen kan som event. At skabe unikke oplevelser for både atleter og publikum. Sidste gang havde vi stangspring og længdespring midt på havnefronten, og nu bliver bordtennis spillet på en scene, hvor der normalt spilles klassisk musik. Jeg tror, det her kan være med til at inspirere både forbund og klubber, siger han.
Der bliver plads til omkring 1.300 tilskuere i salen, og det forventes, at finalerne vil tiltrække både sportsinteresserede og nysgerrige aalborgensere. Som ved de øvrige sportsgrene i DM-ugen er der gratis adgang til arrangementet, og DR transmitterer kampene live fra scenen.
Jakob Wärme Lykke, projektleder på DM-ugen, fremhæver Musikkens Hus som en af Aalborgs mest ikoniske bygninger og en perfekt kulisse til det, han kalder “en anderledes sportsoplevelse”.
– Det er i DM-ugens ånd at tænke utraditionelt og ryste posen i forhold til venues. Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes at lægge bordtennisfinalerne i Musikkens Hus. Det er et sted, der i sig selv skaber respekt og stemning, siger han.
Også spillerne ser frem til det særlige set-up. Tobias Kamph Rasmussen, som var en del af det danske OL-hold i bordtennis i Paris sidste sommer, glæder sig til at opleve stemningen i den store sal.
– Det ser jo vanvittigt fedt ud. Med masser af tilskuere, tv-dækning og det hele, kan vi ikke ønske os bedre rammer. Det bliver måske en lidt anderledes oplevelse at spille på en scene, men det bliver uden tvivl noget helt særligt, siger han.
DM-finalerne i bordtennis finder sted søndag den 29. juni. Ud over bordtennis byder DM-ugen 2025 også på et væld af andre discipliner i og omkring Aalborg, blandt andet cykling, pool, bueskydning og high diving fra Limfjordsbroen.
Med 35 sportsgrene, over 2.200 atleter og mere end 125 danmarksmestre i spil er DM-ugen en fejring af bredden og mangfoldigheden i dansk eliteidræt.