Når risalamande serveres juleaften, er det ikke kun smagen, der vækker begejstring. Midt i desserten gemmer sig nemlig en hel mandel, og finder man den, venter mandelgaven. Men hvor stammer denne tradition egentlig fra, og hvorfor gemmer vi en mandel i risalamande?
Traditionen med mandelgaven har sine rødder i 1800-tallets Danmark. Dengang var risengrød en luksusret, der kun blev serveret ved særlige lejligheder, da ris var en kostbar ingrediens. Især i borgerskabet blev risengrød populært som en del af julefejringen, og skikken med at gemme en mandel i grøden opstod som en festlig aktivitet for gæsterne.
Mandler var ligesom ris en sjælden og eksklusiv vare, hvilket gjorde det til noget særligt at finde den hele mandel i grøden. Den, der fandt mandlen, blev traditionelt belønnet med en lille gave – ofte en marcipangris eller lignende – som symbol på held og lykke. Ideen om mandelgaven er desuden inspireret af lignende skikke fra andre europæiske lande, hvor det også var populært at gemme små overraskelser i desserter.
Da risalamande blev opfundet i begyndelsen af 1900-tallet som en videreudvikling af risengrøden, blev traditionen med mandelgaven videreført. Risalamande, der blandes med flødeskum og hakkede mandler og serveres med kirsebærsovs, blev hurtigt en favoritdessert juleaften. Den hele mandel blev en fast del af retten, og spændingen om, hvem der ville finde den, blev en central del af julebordets hygge.
I dag varierer mandelgaven fra hjem til hjem. Mens den klassiske marcipangris stadig er populær, vælger mange familier at være kreative med gaverne. Det kan være alt fra chokolade og små spil til pynt eller mere symbolsk underholdning. Uanset gaven er det jagten på mandlen og den fælles glæde, der skaber juleaftenens særlige stemning.
Mandelgaven er et eksempel på, hvordan traditioner udvikler sig og samtidig bevarer deres kerne. Selvom den udspringer af en tid, hvor både ris og mandler var luksusvarer, er den i dag en hyggelig leg, der samler familier og skaber minder. Det lille øjeblik af spænding ved risalamandens sidste skefulde er en fast del af juleglæden i de danske hjem – en tradition, der fortsat bringer smil frem hos både børn og voksne.
