I en stærk gruppe af nominerede var der én forfatter der stak af fra feltet, da formand for Edvard Pedersens Biblioteksfond og bibliotekschef ved Aalborg Bibliotekerne, Kristine Nygaard, overrakte Edvard P prisen på Bogforum i Bella Center Copenhagen lørdag eftermiddag.
Det blev Johanne Mygind, der løb med hæderen og 50.000 kroner for hendes gribende skildring af tre generationer af kvinders kamp for frigørelse i debutromanen “Kærlighedens år” (Gads Forlag, 2021).
Det er biblioteksansatte fra hele landet, der har stemmer om, hvem der skal vinde Edvard P prisen, og én af dem er Litteratursidens anmelderredaktør, Barbara Rugholm fra Aarhus Bibliotekerne.
I hendes tale til vinderen hyldede Barbara Rugholm blandt andet “Kærlighedens år” som en vigtig roman om en af de største forandringer i nyere tid; en fortælling om moderne kvindeliv og vejen mod ligestilling og frigørelse. Barbara Rugholm glædede sig desuden over, at Johanne Mygind, er sprunget ud som skønlitterær forfatter, og konstaterede, at hun med debutromanen har skrevet sig ind i mange læseres hjerter.
Med prisen skriver Johanne Mygind sig også ind i rækken af spændende forfattere, som har vundet Edvard P prisen. Forfattere som Stine Pilgaard (2016), Malene Sølvsten (2018) og senest Tine Høeg (2020). Alle tre tidligere vindere har siden etableret sig yderligere som nogle af landets store forfattere med udgivelser som Meter i Sekundet, Livets blod og Sult. Det er med andre ord en pris der forpligter, og det bliver spændende at se, hvad fremtiden byder på fra Johanne Myginds pen.
Om Edvard P. prisen
Edvard P. prisen uddeles hvert andet år for at anerkende nye danske forfattere. Det vil sige forfattere, som er debuteret indenfor de seneste 5 år, og som har vist sig at være til gensidig gavn i forhold til bibliotekernes arbejde med litteraturformidling.
Udvælgelsen af de 10 nominerede forfattere foretages af en priskomité, som er nedsat af Danmarks Biblioteksforening. Afstemningen gennemføres ude omkring på landets folkebiblioteker, hvor det er bibliotekspersonalet, der vælger prisvinderen.
Foruden æren og hæderen følger der også 50.000 kr. med prisen, som blev overrakt på Bogforum i Bella Center Copenhagen.
De nominerede til Edvard P. prisen i 2022
Fine Gråbøl
Glenn Bech
Johanne Mygind
Vilma Sandnes Johansson
Thomas Bagger
Villads Andersen
Liv Nimand Nivå
Rasmus Daugbjerg
Emeli Bergmann
Sofie Riise Nors
Kilde: Aalborg Bibliotekerne