Sundhed, kulturliv og fællesskab skal fremmes rundt om i hele Aalborg Kommune. Eksempelvis har bydelen Gug de seneste år været gennem en rivende udvikling. Bydelen er nemlig vokset betragteligt med masser af nybyggeri og nye beboere. Det kræver en udvidelse af rammerne for at leve et sundt liv med sport, fritid, kultur og samvær.
Med bydelens hastige vækst er Gughallens kapacitet derfor også kommet under et gevaldigt pres – og kapaciteten kan langt fra følge med efterspørgslen. Samtidig har bydelen hverken et forsamlinghus eller andre muligheder for at danne ramme for et fælles mødested.
Frivillige kræfter i området har længe arbejdet med at udvikle et helt nødvendigt projekt, hvor den eksisterende hal i Gug udvides og i fremtiden kan skabe en tiltrængt ramme for sport, fritid, kultur og samvær i hele bydelen, der i dag har ca. 15.000 indbyggere. Idræts- og Kulturhuset skal nærmere bestemt danne ramme for aktiviteter som håndbold, badminton, e-sport, fællesspisning, ungdomsklub, legestue, mødested og meget andet.
For Venstre i Aalborg Byråd er det hjerteblod at værne om både sundhed, kultur og fællesskab – og ikke kun i centrum af byen. Derfor foreslår Venstre også til dette års budgetaftale, at der afsættes kommunale midler til et nyt Idræts- og Kulturhus i bydelen Gug. Nærmere bestemt 5 mio. kr. i 2022. En afsættelse af midlerne vil være helt afgørende for at de frivillige kræfter i området kan gå videre til relevante fonde og rejse en stor del af den resterende finansiering af Idræts- og Kulturhuset, som lyder på knap 35 mio. kr.
I Venstre håber vi nu på opbakning fra Byrådets øvrige partier til at stemme forslaget igennem, når budgettet går ind i den sidste fase med 2. behandlingen mandag den 4. november.
Sundhed, kultur og fællesskab i hele kommunen er nemlig en rigtig god investering.