Den 2. januar slog løbekæden Kaiser Sport & Ortopædi dørene op for sit nye ‘løbehus’ midt i Aalborg. Fokus er på rådgivning og længerevarende konsultationer med kunderne.
Torsdag d. 2. januar kom der nye ansigter i lokalerne på Vesterbro 53 i Aalborg, som tæppehandleren Muhammad Mansoor gennem en årrække gjorde legendariske i store dele af Nordjylland med det næsten 30 årige ophørsudsalg, han indtil 2020 havde i butikken.
Nu åbner løbekæden Kaiser Sport & Ortopædi (KSO) så et såkaldt KSOhus i lokalerne, hvor der både bliver plads til et butiksmiljø med fokus på løb og en sundhedsfaglig klinik med fysioterapeuter ansat, som blandt andet kan lave håndlavede fodindlæg tilpasset præcis til den enkelte. Det særlige ved KSO er således, at man både kan købe løbesko og andet kvalitetsudstyr til løbeturen og få specialiseret faglig rådgivning om, hvordan man passer bedst muligt på sin krop, når man er aktiv.
“Når du besøger os, starter vi altid ud med en grundig og rolig snak om dine ønsker og behov. Herefter tilbyder vi en række gratis tests af blandt andet dine led og dit bevægelsesapparat samt en 3D-scanning af dine fødder. Baseret på hele gennemgangen finder vi sammen ud af, hvilke løbesko der passer bedst til dig, så du passer bedst muligt på dig selv, når du løber. Hvis gennemgangen viser behov for yderligere støtte til din krop under løb eller i øvrigt, kan vi også pege dig i retningen af fysioterapi eller ortopædiske fodindlæg, så du får de bedste forudsætninger for at nyde dit løb uden skader,” forklarer distriktschef i KSO, Kenni Christensen, som står bag åbningen af det nye KSOhus.
Den anden hovedkraft bag åbningen er den lokale fysioterapeut Kasper Nielsen, der tidligere selv har drevet løbebutik i Aalborg gennem mange år og bliver en af de bærende kræfter i det nye KSOhus.
“KSO-konceptet er helt unikt i Danmark, og derfor er jeg oprigtig glad for at blive inviteret med ombord. Når du besøger os, afsætter vi altid god tid til at lære dig og din krop rigtig godt at kende, så vi kan vejlede dig bedst muligt. Det er også muligt at booke tid til en løbetest på vores hjemmeside, så gennemgangen passer bedst muligt ind i din kalender,” fortæller Kasper Nielsen.
Aalborg har været et erklæret mål lige fra begyndelsen
KSOhuset i Aalborg er det tiende i rækken af KSOhuse, og åbningen markerer således også lidt af en milepæl for virksomheden, som har drømt om at åbne i Aalborg de sidste mange år.
“Aalborg er en rigtig interessant by for os at komme ind i. Det er en stor og aktiv by med masser af aktive unge og ældre, og vi kan se i vores digitale salg, at mange aalborgensere og nordjyder allerede er tilbagevendende kunder hos os. Derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kommer endnu tættere på nordjyderne, og vi har fundet nogle lokaler, hvor der er rigtig gode parkeringsmuligheder, og hvor det er nemt at komme til også for jer, der ikke lige bor i det centrale Aalborg,” lyder det fra ejerleder og direktør for KSO, Jan Steinicke.
KSO forhandler populære sportsbrands som Asics, Brooks, Cep, Garmin, Hoka, liiteGuard, New Balance, Puma, Saucony, SAYSKY og mange andre.
KSOhuset på Vesterbro 53 i Aalborg åbnede officielt torsdag d. 2. januar.