Halkær bliver endnu en gang samlingspunkt for grønne foreninger, frivillige og naturoplevelser, når Aalborg Kommune i samarbejde med en række foreninger inviterer til Grøn Familiedag søndag den 14. september 2025. Det er fjerde år i træk, at arrangementet finder sted – en dag dedikeret til fællesskab, bevægelse og naturglæde.
Fra kl. 10.00 til 15.00 kan besøgende udforske tre områder i Halkær – Møllen, Kroen og Voldstedet – som hver byder på deres egen atmosfære og aktiviteter. Dagen rummer både muligheder for at finde ro og fordybelse i naturen og for at få pulsen op med mere aktive indslag.
Et stærkt samarbejde
Arrangementet er båret af et tæt samarbejde mellem Aalborg Kommune og en lang række grønne aktører. Jes Lunde, rådmand for Sundhed og Kultur, fremhæver værdien af samarbejdet:
“Grøn Familiedag er en fantastisk mulighed for familier til at være sammen, få oplevelser og bevæge sig i naturens univers. Vi er glade for, at samarbejdet med foreningerne er blevet endnu stærkere, så vi kan invitere til dagen for fjerde år i træk.”
Aktiviteter for store og små
Blandt de mange tilbud finder man kreative værksteder, bueskydning, falkeopvisning, naturudforskning i vandløb og yoga. For de madglade er der bålpladser med snobrød, pandekager og vikingegryde, mens andre kan nyde medbragt mad i de grønne omgivelser.
Foreningerne, der deltager, har alle det til fælles, at de brænder for natur og friluftsliv. Kim Mark fra Veggerby Jagtforening glæder sig til dagen:
“Vi har været med siden starten, og det er altid en fornøjelse at møde andre naturglade mennesker og opleve fællesskabet.”
Praktiske oplysninger
- Dato: Søndag 14. september 2025
- Tid: Kl. 10.00-15.00
- Sted: Halkær (Møllen, Kroen og Voldstedet)
- Parkering: Voldstedet, Halkærvej 74, 9240 Nibe
- Pris: Gratis adgang for alle
Programmet opdateres løbende på Grøn Familiedags hjemmeside og Facebook-side.
Kilde og foto: Aalborg Kommune




