GPS’en i Nørresundby donerer 300.000 kroner til sociale organisationer – heriblandt Foreningen Grønlandske Børn.
Der er både hjerte og handlekraft i genbrug på Sundsholmen i Nørresundby. Her har beskæftigelsesprojektet GPS’en i år solgt genbrugseffekter for over 300.000 kroner – et rekordbeløb, der nu doneres til 15 lokale organisationer, som arbejder for børn og unges trivsel.
En af modtagerne er Foreningen Grønlandske Børn, der får 25.000 kroner til deres fællesskab Nuan i Aalborg. Her samles grønlandske børn og familier om aktiviteter, fællesspisninger og weekendture, hvor både børn og voksne kan finde støtte, netværk og styrke deres kulturelle rødder.
Ifølge foreningen er mange grønlandske familier udfordret, når de flytter til Danmark – blandt andet på grund af sproglige barrierer og kulturelle forskelle. Det kan påvirke både børns skolegang og familiens trivsel. Nuan – der betyder glæde på grønlandsk – skal være et frirum, hvor familierne kan finde tryghed og fællesskab.
Donationen giver os mulighed for at skabe endnu flere aktiviteter, som styrker børnene i deres grønlandske ophav og hjælper familierne med at trives i Danmark, siger Jeanne Funch Asmussen, chef for børne-, unge- og familieindsatsen i Foreningen Grønlandske Børn.
Unge skaber værdi gennem genbrug
GPS’en er en del af Jobcenter Aalborg og fungerer som en arbejdsplads for unge mellem 18 og 30 år, der står uden for arbejdsmarkedet. Her sorterer, reparerer og klargør de genbrugsting, der sælges i butikken – og overskuddet går hvert år til velgørende formål.
Projektmedarbejder Torben Mark fortæller, at arbejdet giver de unge både faglig erfaring og en følelse af at bidrage til noget større.
Det giver stolthed, når de kan se, at deres indsats gør en reel forskel for andre. Mange siger selv, at det motiverer dem at vide, at arbejdet hjælper børn og unge i lokalområdet, forklarer han.
Arbejdsdagen i GPS’en minder om en almindelig arbejdsplads: de unge møder klokken 7.30, gennemgår dagens opgaver og går i gang – uanset om det handler om cykler, bøger, møbler eller elektronik. Det skaber både struktur, kompetencer og fællesskab.
Fællesskab på flere niveauer
Ud over de unge beskæftigede rummer GPS’en også fleksjobbere, seniorjobbere og borgere i nytteaktivering. Fælles for alle er ønsket om at skabe værdi – både for andre og for sig selv.
Vi har altid haft det som en del af DNA’et, at overskuddet skal gå til lokale, sociale formål. Mange af vores medarbejdere kender nogen, der får støtte fra organisationerne. Det giver mening og samhørighed, siger Torben Mark.
Uddeling på rådhuset
De 15 modtagende organisationer får overrakt donationerne tirsdag den 4. november 2025 kl. 14.00 på Det Gamle Rådhus i Aalborg. Her vil rådmand for Job og Velfærd Nuuradiin S. Hussein og rådmand for Klima og Miljø Lasse Olsen stå for ceremonien.
Arrangementet er ikke åbent for offentligheden, men medier er velkomne til at dække begivenheden – ligesom pressen også kan besøge GPS’en på Sundsholmen 20, Nørresundby for at se projektet i aktion.
Fakta: Organisationer, der modtager støtte fra GPS’en
Foreningen Grønlandske Børn – skaber fællesskab og tryghed for grønlandske børn og familier i Aalborg.
Autismeforeningen Kreds Nordjylland – hjælper unge med autisme ind i sociale fællesskaber.
Asylforum Aalborg – støtter mennesker med asylstatus i svære livssituationer.
Natteravnene Aalborg – skaber tryghed og forebygger kriminalitet i nattelivet.
Den Sociale Skadestue – tilbyder støtte og samtale til mennesker i krise.
SIND-klubben – fællesskab for mennesker med psykiske lidelser.
Unge for Ligeværd – arbejder for, at unge med særlige behov behandles ligeværdigt.
Kirkens Korshær – Børne- og familietilbud – hjælper udsatte familier med støtte og fællesskab.
Skyggebørn – giver omsorg til børn i sorg og krise.
Raise for Kids – støtter familier med uddannelse og fritidsaktiviteter.
BROEN Aalborg – giver økonomisk støtte til udsatte børn, så de kan dyrke fritidsaktiviteter.
Frikirken International Church – støtter udsatte familier, især enlige mødre.
Børns Voksenvenner Aalborg – skaber varige relationer mellem børn og voksne rollemodeller.
Kvinders Vækst og De Unges Vej til Succes – hjælper enlige mødre med børn under 18.
Mødrehjælpen – tilbyder støtte og aktiviteter for børnefamilier i lokalområdet.
Kontakt:
Julie Bauer Larsen, chef for kommunikation og fundraising, Foreningen Grønlandske Børn – tlf. 26 77 75 04
Torben Mark, projektmedarbejder, GPS’en – tlf. 31 99 52 31
Nuuradiin S. Hussein, rådmand for Job og Velfærd – tlf. 99 31 25 00
Lasse Olsen, rådmand for Klima og Miljø – tlf. 21 26 27 32




