Hvert år bliver op mod 180 dyr påkørt og fundet døde på de kommunale veje i Aalborg Kommune. Men bag den triste statistik gemmer sig en organiseret indsats, der både tager hensyn til borgernes sikkerhed og søger at bruge ressourcerne fornuftigt.
Det er Center for Parkering, Vagt og Service (CPVS), som står for opgaven med at fjerne de døde dyr fra veje og fortove. CPVS hører under By og Land og varetager også andre serviceopgaver i kommunen – fra parkeringskontrol til vægtertjeneste. Når det gælder trafikdræbte dyr, er det dog en særlig opgave, der kræver både udstyr og omtanke.
– Andre kommuner bruger typisk Falck til den slags, men hos os håndterer vi det selv, fortæller Frode Nielsen, leder af CPVS.
Mange slags dyr – én løsning
Listen over påkørte dyr er lang og varieret. Den omfatter alt fra rådyr og grævlinge til duer, måger, katte og hunde – og en enkelt gang endda en bæver. Fælles for dem alle er, at de skal befinde sig på kommunal vej, før CPVS rykker ud.
– Hvis dyret ligger på en mark, så er det uden for vores opgave. Der lader vi naturen gå sin gang. Men er det til fare eller gene for trafikanterne, så sørger vi for at fjerne det, siger Frode Nielsen.
Det foregår med en specialindrettet varevogn med rampe og spil, og dyrene bliver derefter opbevaret i frysere på CPVS’ base på Hjulmagervej i Aalborg. I tilfælde af husdyr som katte og hunde, gives der mulighed for, at ejerne kan afhente dyret, hvis det ønskes.
Fra frost til fjernvarme
Langt de fleste dyr, der ikke afhentes af ejere, bliver til sidst brændt på Nordværks anlæg i Aalborg Øst. Her bliver de en del af affaldsforbrændingen, som leverer fjernvarme til tusindvis af husstande i kommunen.
– Når de når en vis temperatur i ovnen, må de gerne brænde døde dyr. Det er en del af aftalen, fortæller Frode Nielsen.
I enkelte tilfælde bliver særligt egnede dyr som krondyr videregivet til Aalborg Zoo som foder – men det sker kun under skarpe veterinære krav og med dyrlægekontrol.
Et kig mod naturens kredsløb
I fremtiden håber CPVS at kunne udvide håndteringen af døde dyr med en mere naturlig tilgang. Naturvejledere i kommunen arbejder nemlig på at etablere godkendte områder, hvor dyrene kan placeres, så de indgår i naturens egen fødekæde som en slags “buffet” for vilde dyr.
– Det kræver mange tilladelser, og det tager tid. Men vi arbejder på det. Det handler om at finde en bæredygtig balance, siger Frode Nielsen.
Interesse fra andre kommuner
Aalborgs model har vakt opsigt uden for kommunegrænsen. CPVS modtager jævnligt henvendelser fra andre nordjyske kommuner, som overvejer at indføre en lignende ordning. De fleste benytter i dag eksterne aktører til opgaven, men Aalborgs interne løsning viser, at det kan gøres både effektivt og med fokus på helhed og ressourceanvendelse.
Med CPVS som ansvarlig aktør bliver de sørgelige rester fra vejtrafikken håndteret med respekt – og i nogle tilfælde omsat til varme, der kommer byens borgere til gavn.
Kilde: Aalborg Kommune