Sensommerudstilling 2021
Tranum Strandgård Kunst- og Kulturcenter
Fra nær og fjern
Det har været en varm og velbesøgt sommer ved Jammerbugten.
Nu fortsætter Strandgården sæsonen med sin sensommerudstilling, der åbner lørdag den 14. august, kl. 14.
Her vil man kunne opleve inspiration fra både sibiriske inuitter, eksotiske dyr, Japan og fra de mere nærliggende landskaber.
Russiske Natalia Dolgova er selv født og opvokset i Sibirien. Uddannet billedkunstner fra Akademiet i Sankt Petersborg. Blev undervejs en del af det internationale kunstnermiljø på Kirsten Kjærs Museum ved Frøstrup. Siden viderevandret til nordengelske Yorkshire Dales.
Natalia Dolgovas værker er stærkt præget af hendes oprindelige sibiriske baggrund med dens myter og hele forestillingsverden. Nogle vil måske kunne ane paralleller til en grønlandsk billedverden. Hun lægger stor vægt på en autentisk, nærmest videnskabelig etnografisk fremstilling.
Hun har udstillet i hele Europa. Nu kan hun og Sibirien opleves tæt ved Tranum.
Niels Frank fra Solbjerg ved Aarhus. Hans billeder, abstrakt/ekspressionistiske udtryk af sansede naturoplevelser. Stærkt farvemættede med brede penselstrøg. Kontrastfyldte i harmonisk samklang. Der er stor natur i Danmark. Men oplevelser med nok så dramatisk norsk natur har yderligere sat kraft i udtrykket. Og indtryk fra japansk æstetiks på én gang delikate og dramatiske fremstilling har Niels Frank også med sig til os.
Morten Smidt Jensen fra Fjordbyen i Aalborg. Har autodidakt udfordret sig med mange kunstformer. Nu udfolder han sig i mosaikker. Nogle resultater heraf kan opleves fritstående på staffelier i galleriet.
Endelig vil publikum kunne glæde sig over, at Michael Sasserson fra Rold forlænger sin sommerudstilling på Strandgården af arbejder i træ, bronze og den særlige hårde afrikanske fedtsten videre ind i sensommeren. Hans verden af nordiske guder, oldtidsmennesker, talismænd og -kvinder, udryddelsestruede og mytologiske dyr – og mennesker vil kunne ses videre frem til den 12. september.
Der forventes at være flere af udstillerne til stede ved åbningen, lørdag den 14. september, kl. 14-17.
Sensommerudstillingen på Tranum Strandgård varer frem til søndag den 19. september, kl. 17.
Adgang lørdage, kl. 14-17 og søndage kl. 11-17.
Se gerne mere på tranumstrandgaard.dk