Aalborgs hårdeste forhindringsløb er tilbage. Den 26. april forvandles Sohngårdsholmparken igen til et epicenter for barske udfordringer, når Tough Trails inviterer deltagerne til at teste deres fysiske formåen.
“For tidligere deltagere vil der være mange elementer ved løbet, som de vil kunne nikke genkendende til,” fortæller arrangør Katja Christensen. “Men vi kan ikke helt lade være med at finde på nye, skøre udfordringer. Så der vil også være masser af overraskelser!”
Publikum får en større rolle
Eventområdet har i år fået en opgradering, der gør det mere publikumsvenligt. Det betyder, at venner og familie nu kan opleve løbet på tæt hold.
“I år har vi givet vores eventplads en opgradering. Her kan publikum følge deltagerne fra første parket, da flere af de største forhindringer er placeret lige ved eventområdet. Mens man hepper, kan man nyde en saftig burger, en iskold fadøl eller en velfortjent is,” lover Katja Christensen.
Forhindringsløb for første gang? Intet problem!
For dem, der er nysgerrige på at deltage, men føler sig usikre, er der en ny mulighed for at få ekstra hjælp.
“Vi har allieret os med to hardcore OCR-atleter og tidligere Tough Trails-vindere, som vil guide, hjælpe og heppe dig igennem banen. Alt du skal gøre, er at tilmelde dig ‘Hjælper Heat’, så sørger vi for, at du kommer godt igennem – uanset om du klatrer, kravler eller glider af sted i terrænet,” afslutter Katja Christensen.
Løbets heats
Løbet afvikles i syv heats, der giver deltagerne mulighed for at finde et løb, der matcher deres niveau:
- ELITE pro – kl. 09.00 – For de bedste atleter.
- ELITE pro udfordrerne – kl. 09.10 – Vil du udfordre de professionelle?
- ELITE master +40 – kl. 09.20 – Her konkurrerer atleter, som er 40 år eller derover.
- ELITE Junior – kl. 09.20 – Her konkurrerer atleter, som er 13-17 år.
- 6 KM OPEN (Heatet for alle) – kl. 10.15 – Dette heat er for alle, og deltagere opfordres til at hjælpe hinanden igennem forhindringerne.
- FIRMA RACE – kl. 12.15 – En oplagt mulighed for kolleger, der ønsker at dyste mod andre virksomheder.
- 3 KM FAMILY RUN – kl. 14.00 – Her kan børn og voksne deltage sammen på en ca. 3 km lang bane med 15+ forhindringer.
Aalborg Kommune er samarbejdspartner for Tough Trails, og løbet lover en dag fyldt med udfordringer, sammenhold og sportslig kampgejst.
Kilde: Aalborg Kommune og Foto: Tough Trails