Med en sejr på 32-30 over SønderjyskE i sidste runde af grundspillet sikrede EH Aalborg sig, at holdet undgår sidstepladsen i Kvindeligaen og dermed en direkte nedrykning til 1. division. Kampen blev spillet i Skansen foran et medlevende hjemmepublikum, hvor nordjyderne fra første fløjt viste, at de var klar til at kæmpe for overlevelsen.
Forud for opgøret var forudsætningerne klare: en sejr ville være nok til at sikre 12. pladsen og adgang til nedrykningsspillet med ét point i bagagen. Det var en opgave, EH Aalborg gik til med både intensitet og vilje, og det bar kampen præg af.
Allerede tidligt i opgøret formåede hjemmeholdet at tage kontrol, og en stærk afslutning på første halvleg – ikke mindst takket være målvogter Johanne Graugaard, som reddede to straffekast – sikrede en pauseføring på 16-11.
I anden halvleg fik SønderjyskE bedre gang i angrebsspillet, men trods flere scoringer lykkedes det aldrig for gæsterne at komme helt tilbage i kampen. EH Aalborg fortsatte med at finde vej til målet, anført af blandt andre Clara Lerby og Silje Brøns.
Mod slutningen af kampen forsøgte SønderjyskE at presse hjemmeholdet med et aggressivt forsvarsspil, men det blev aldrig for alvor farligt. EH Aalborg holdt stand, og især Johanne Graugaard stod en fremragende kamp i målet med en redningsprocent på 32,6 – heriblandt tre straffekast – og blev fortjent kåret som kampens spiller.
Sejren betyder, at EH Aalborg tager 12. pladsen i grundspillet og dermed indleder nedrykningsspillet med ét point. Det giver nordjyderne et lille, men vigtigt forspring i kampen for at forblive i landets bedste række.
Kampfakta
EH Aalborg – SønderjyskE 32-30 (16-11)
Målscorere, EH Aalborg:
Clara Lerby 8, Silje Brøns 6, Anna Hviid Bang 5, Frederikke Gulmark 3, Cecilie Termansen 2, Maiken Skov 2, Mette Brandt 2, Sofie Lassen 2, Camilla Thorhauge 1, Johanne Graugaard 1.
Redningsprocent:
Johanne Graugaard: 32,6 % (14 redninger – heraf 3 på straffekast)
Udvisninger:
EH Aalborg: 2 x 2 minutter
SønderjyskE: 2 x 2 minutter
Foto: EH Aalborg