Håndboldkvinderne fra EH Aalborg skal have ny assistentræner. Steffen Sagan har nemlig valgt at stoppe i klubben til sommer.
Efter snart seks år i EH Aalborg som både ungdomstræner og assistenttræner for ligaholdet stopper Steffen Sagan i den aalborgensiske håndboldklub. Det oplyser EH Aalborg i en pressemeddelelse.
“Alting har en ende, og det har min tid i EH Aalborg også. Jeg har nydt at være en del af klubben i snart seks sæsoner, men jeg har alligevel besluttet, at denne sæson bliver min sidste. Efter mange overvejelser mener jeg, at tiden nu er den rigtige for mig til at prøve noget nyt – selvom det bliver vemodigt,” siger Steffen Sagan, der i de seneste to år har assisteret cheftræner Peter Jagd, der ligeledes stopper i EH Aalborg efter denne sæson.
“Det er altid trist at sige farvel til en stor kapacitet med et stort klubhjerte, men vi takker Steffen for hans store arbejde i EH Aalborg og ønsker ham alt det bedste fremover,” lyder det fra klubbens direktør Simon Aagaard.
EH Aalborg, der lørdag møder de forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg på hjemmebane i Skansen, har allerede præsenteret Morten Holmen som ny cheftræner til den kommende sæson, og klubben oplyser, at de inden længe også vil præsentere afløseren for Peter Sagan.