29 ud af 31 medlemmer i Aalborg Byråd står bag den nye budgetaftale for 2026-2029. Aftalen, som spænder bredt over det politiske spektrum, lægger vægt på at styrke den borgernære velfærd – med investeringer i skoler, ældrepleje, socialområdet og trafiksikkerhed – samtidig med, at der sættes penge af til klimaindsats og kulturel udvikling.
Flere lærere og plejehjemspladser
Et af de helt store fokusområder er velfærden. Budgettet tilfører årligt 56,6 mio. kr. til ældreområdet, svarende til næsten 100 nye stillinger. Samtidig åbner kommunen i de kommende år 315 nye plejehjemspladser, og et nyt plejehjem i Aalborg Nord er rykket frem til 2026.
På skoleområdet er der afsat midler til 14 lærere og tre pædagoger, ligesom børn og unge med særlige behov får flere specialiserede tilbud. Også socialområdet styrkes med nye pladser på børne- og ungehjem samt botilbud til voksne.
Grøn omstilling og trafiksikkerhed
Klimaet er et andet hovedpunkt. I alt 45 mio. kr. er sat af til klimatilpasningsprojekter, bl.a. langs Aalborg Havnefront og i Mølholm/Vestbyen. Derudover afsættes en årlig pulje på 2 mio. kr. til solceller på kommunale og selvejende bygninger.
På infrastrukturen investerer kommunen 15 mio. kr. i cykelstier og sikre skoleveje. Derudover gennemføres nye tiltag for at forbedre trafiksikkerheden i Gudumholm og på Egnsplanvej.
Store investeringer i kultur og byudvikling
Kultursektoren bliver også prioriteret. Aalborg går målrettet efter at blive Europæisk Kulturhovedstad i 2032 og afsætter 3 mio. kr. allerede i 2026 til ansøgningsarbejdet samt yderligere 20 mio. kr. årligt i årene op til 2032. Samtidig planlægges en større renovering af Aalborg Kongres & Kultur Center, så huset fortsat kan være en attraktiv ramme for konferencer og kultur.
I Svenstrup etableres en ny integreret institution i Højvangskvarteret, og Sofiendalskolen får en ny hal. Byudviklingen fortsætter også på Stigsborg, hvor arbejdet med en cykel- og gangbro over Limfjorden fra Musikkens Plads til Stigsborg skrider frem.
Erhverv og international arbejdskraft
For at styrke erhvervslivet og imødekomme den stigende efterspørgsel på internationale medarbejdere afsættes fra 2027 1 mio. kr. årligt til aktiviteter i International House. Derudover får Skipper Clement Skolen et afdragsfrit lån på 15 mio. kr. for at øge kapaciteten til undervisning af udenlandske elever.
Borgmester: “En aftale i balance”
Borgmester Lasse Frimand Jensen (S) glæder sig over den brede opbakning til aftalen:
“Budgetaftalen holder hånden under kernevelfærden og skaber mest mulig tryghed og trivsel for borgerne i Aalborg Kommune. Samtidig investerer vi i fremtidens udvikling, fra klimatilpasning til kulturhovedstadsambitioner,” siger han.
Budgettet for Aalborg Kommune 2026-2029 forventes endeligt vedtaget den 8. oktober på et åbent byrådsmøde i Medborgerhuset.
Kilde: Aalborg Kommune







