Trafikanter i Aalborg Øst må i de kommende år vænne sig til store ændringer ved Bouet. Den nuværende fembenede rundkørsel, som dagligt er hårdt belastet i myldretiden, skal afløses af et signalreguleret kryds.
Ifølge Aalborg Kommune er presset på rundkørslen allerede mærkbart – særligt om eftermiddagen. Den udvikling ventes kun at tage til, i takt med at området udbygges med nye erhvervsprojekter og et kommende aflastningscenter på den tidligere Kvickly-grund.
– ”Det giver en bedre trafikafvikling og understøtter den vækst, vi forventer i erhvervsområdet,” siger teamleder i By og Land, Mikkel Færgemand.
Nyt kryds med højere kapacitet
Planen er at etablere et firebenet signalreguleret kryds mellem Loftbrovej, Hjørring Landevej og Bøgildsmindevej. Samtidig flyttes Gl. Høvej til Hjørring Landevej, hvor der skal opføres et nyt signalreguleret T-kryds.
Kapacitetsanalyser viser, at den nuværende rundkørsel kun lige kan håndtere morgentrafikken i fremtiden – men slet ikke eftermiddagstrafikken. Derfor vurderer kommunen, at et lyskryds er den mest holdbare løsning.
– ”Et signalreguleret kryds har generelt en større kapacitet end en rundkørsel. Det er samme udvikling, man ser andre steder, blandt andet på Universitetsboulevarden,” forklarer Mikkel Færgemand.
Som en del af projektet etableres desuden et ekstra nordgående spor fra Bøgildsmindevej til Hjørring Landevej for at undgå risikoen for kø helt ned til motorvejsramperne.
Tidshorisont: Første spadestik i 2026
Projektet befinder sig lige nu i myndighedsfasen, hvor nødvendige tilladelser skal på plads. Derefter følger detaljerede tegninger og ekspropriation af de nødvendige arealer.
Kommunen forventer, at ekspropriationerne kan påbegyndes i foråret 2026, så arbejdet kan sættes i gang ved udgangen af samme år. Hele projektet ventes afsluttet i 2029.
Når planerne er færdigtegnet, skal projektet sendes i udbud.
Strategisk vigtigt knudepunkt
Bouet spiller en central rolle i den overordnede trafikafvikling i Aalborg. På længere sigt skal krydset blandt andet kunne aflaste de fjordkrydsende motorvejsforbindelser via Høvejen, hvis uheld eller hændelser lukker for trafikken andre steder.
Samtidig er det planen, at et nyt lokalplanområde vest for Kvickly-grunden får vejbetjening gennem et fjerde ben i det kommende signalregulerede kryds.
– ”Vi ser det som en løsning, der både håndterer den stigende trafik og skaber et solidt fundament for den videre udvikling i området,” siger Mikkel Færgemand.
Kilde: Aalborg Kommune







