Når hjælpen forsvinder – hvem er der så for børnene?
“Det er for mig at se helt afgørende, at børn og unge ikke står alene med konsekvenserne af forældres misbrugsproblemer. Derfor skal vi sætte ind med den nødvendige hjælp og støtte, når der er et behov for det.”
Sådan skriver social- og boligministeren i et svar om den nordjyske hjælp til børn fra familier med misbrug. Mere klart kan det næsten ikke siges. Men virkeligheden i Aalborg peger i en helt anden retning.
Her er Barnets Blå Hus netop lukket, og en stor gruppe børn fra misbrugsramte familier er gået på sommerferie – uden at have fået et alternativt tilbud om behandling. Ingen voksne, de kender og stoler på. Ingen pusterum. Ingen tryghed.
Med lukningen står disse børn og deres familier nu uden den essentielle støtte, de har været afhængige af. Det er børn, der vokser op i hjem præget af alkohol- og/eller stofmisbrug, psykisk sygdom eller andre alvorlige sociale problemer – børn, som allerede har oplevet, hvad det vil sige at blive overset og svigtet. Og nu svigtes de igen.
Barnets Blå Hus har i årevis været en tryg havn midt i kaosset. Et sted, hvor børn kunne være børn, møde stabile voksne og få hjælp til at bearbejde deres oplevelser. Et sted, hvor familier kunne få behandling både individuelt og i grupper og støtte til at skabe en mere tryg hverdag. Det var ikke bare et tilbud – det var en livline.
Lukningen kom brat og uden reelle alternativer. Familierne blev orienteret i sidste øjeblik, og mange har siden stået magtesløse og uden svar. Hvem skal nu tage hånd om disse børn? Hvor skal de gå hen, når traumerne fylder? Når skammen, angsten og ensomheden banker på? Når hverdagen bliver for tung, og ingen længere rækker hånden ud?
Det her er ikke bare en lokal sag – det er et symptom på et langt større problem. For konsekvenserne af at vokse op med misbrug i familien er veldokumenterede:
- Børn af misbrugere har op til 7 gange større risiko for selv at udvikle et misbrug,
- De har højere risiko for skolefrafald, psykisk sygdom og social isolation,
- Og mange kæmper med traumer og senfølger langt ind i voksenlivet.
Ifølge Børnerådet lever over 120.000 børn i Danmark i familier med alkoholproblemer alene – og det reelle tal er sandsynligvis langt højere, når man også medregner andre former for misbrug.
Det er ikke blot en tragisk konsekvens af økonomiske prioriteringer – det er et politisk ansvar. For som socialministeren understregede i sit svar på spørgsmål nr. 654, stillet af Theresa Berg Andersen (SF):
“Det gælder ikke mindst i et forebyggelsesperspektiv, så problemer og udfordringer, der eksempelvis følger af forældres misbrug, ikke vokser sig større og får uoverskuelige konsekvenser i voksenlivet.”
Når man ved dette, er det svært at forstå, hvordan man politisk kan acceptere, at hjælpen forsvinder netop der, hvor den gør størst forskel.
Derfor har ikke kun Aalborg Kommune og civilsamfundets organisationer et ansvar – Folketinget har også et ansvar. Når der lukkes ned for et tilbud, som netop imødekommer de behov, ministeren selv beskriver, bør det få politiske konsekvenser. For hvad nytter fine ord og gode intentioner, hvis de ikke omsættes til konkret handling?
Vi skylder disse børn en løsning. Ikke om et år. Ikke måske. Men nu.
AF
Thomas Krog
Regionsrådskandidat for SF og
og
Theresa Berg Andersen MF for SF
