Aalborg – Er tegneserier rigtig læsning? Ja, lyder det nu klart fra de danske biblioteker, som sammen med projektet Alle ord tæller lancerer kampagnen Tegneserier ER læsning!
Målet er at tage et opgør med den udbredte holdning blandt voksne, at tegneserier ikke tæller som “rigtige bøger”.
En ny undersøgelse, Epinion har lavet for DR B&U, viser, at 40 procent af børn i alderen 9-14 år har oplevet at blive opfordret til at læse “noget andet” end tegneserier. Flere børn i et børnepanel fortalte endda, at voksne har kaldt tegneserier for “spild af tid” eller “pluddervadder”.
Det står i kontrast til, at over halvdelen af børnene faktisk godt kan lide at læse tegneserier – og at bibliotekerne oplever en stigende efterspørgsel på netop denne genre.
“Vi skal støtte børnenes læselyst”
Hos Aalborg Bibliotekerne er bibliotekschef Kristine Nygaard glad for kampagnen:
– “Det må være demotiverende at få at vide, at de tegneserier, man synes er fede, ikke tæller som rigtig læsning. Vi voksne skal støtte børnene og være nysgerrige på deres interesser. For tegneserier ER rigtig læsning, og det er jeg glad for, at der nu bliver sat fokus på,” siger hun.
Også forskningen bakker op. Ifølge Sara Bro Trasmundi, lektor ved Syddansk Universitet, skaber tegneserier en helt særlig læseoplevelse:
– “Tegneserier engagerer læseren gennem samspillet mellem tekst, billede og materialitet. Når læsningen brydes af sideskift eller visuelle overgange, opstår der pauser, hvor fantasien får plads. Det er netop kernen i en dyb og sanselig læseoplevelse,” forklarer hun.
Workshops, udstillinger og ekstra tegneserier
Kampagnen rulles ud i september i samarbejde med eReolen GO og byder på både workshops, tegneserieaktiviteter og udstillinger landet over. Bibliotekerne har desuden købt ekstra tegneserier ind – blandt andet udvalgt på baggrund af anbefalinger fra et børnepanel med 266 deltagere fra hele landet.
En kampagnevideo samt digitale og fysiske materialer sætter humoristisk fokus på voksnes kritiske udsagn om tegneserier – denne gang i farverige talebobler med et kækt “Pow!”
En del af Alle ord tæller
Kampagnen er en del af det treårige projekt Alle ord tæller, hvor DR, Centralbibliotekerne, Syddansk Universitet, TrygFondens Børneforskningscenter og flere samarbejdspartnere arbejder for at styrke læselysten hos børn i alderen 1-14 år.
Projektet er støttet af TrygFonden og skal udvide børns forståelse af, hvad læsning kan være – og ikke mindst gøre op med gamle forestillinger om, hvad der tæller som “rigtig læsning”.
Kilde og Foto: Aalborg Kommune







