Aalborgs borgmester flytter til tre byer på tre dage
Borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen flytter sit Borgmesterkontor til Vadum, Vestbjerg og Vodskov d. 19. – 21. november. Her skal han sammen med sin nærmeste stab tale med borgere og besøge forskellige institutioner og virksomheder.
Borgmesterkontoret rykker ud af de sædvanlige gemakker på Boulevarden 13 og slår sig d. 19. – 21. november ned i Vadum, Vestbjerg og Vodskov. Dagene skal blandt andet bruges til at besøge lokale institutioner og virksomheder og give områdets borgere mulighed for at hilse på Thomas Kastrup-Larsen og kollegaerne fra Borgmesterkontoret.
– Jeg glæder mig rigtig meget. Det er første gang, at Borgmesterkontoret får til huse flere steder i en og samme uge. Vadum, Vestbjerg og Vodskov er forskellige byer, og det er forskellige ting, der optager borgerne i byerne. Jeg er sikker på, at der venter masser af gode snakke forude. Vestbjerg og Vodskov har allerede fået lavet en ny byudviklingsplan, og vi er nu i gang med Vadum. Jeg ved, der er mange lokale, som har gode bud på, hvordan livet kan formes i byen fremover, lyder det fra borgmesteren, som tilføjer,
– Fælles for områderne er, at de rummer mange muligheder og er hjemsted for nogle kompetente virksomheder og institutioner. Og så har de nogle stærke fællesskaber og byer med højt til himlen og gode muligheder for både børnefamilier og ældre – byer, der i disse år oplever en rigtig fin udvikling, fortæller Thomas Kastrup-Larsen.
Gå-hjem-møde
I forbindelse med at Borgmesterkontoret flytter ud, holdes der tirsdag d. 19. november et gå-hjem-møde i aulaen på Vadum Skole kl. 17.00-19.00, hvor der samles op på det igangværende arbejde og bliver mulighed for at komme med ideer og indskydelser til den videre proces.
Borgerne bestemmer
Borgerne har haft mulighed for at komme med input via de sociale medier til, hvilke virksomheder, institutioner, foreninger mv. borgmesteren og hans medarbejdere skal lægge vejen forbi.
Vi har fået ca. 200 rigtig gode bud på steder, vi kan besøge. Der er desværre ikke tid til det hele, men vi har valgt nogle af dem ud. Det er rigtig dejligt, at borgerne på den måde engagerer sig og er med til at programsætte vores dage i de tre byer, afslutter borgmesteren.
Åbent Borgmesterkontor
Der bliver rig mulighed for at komme og tale med borgmesteren – enten, når der hver dag er Åbent Borgmesterkontor, eller når Thomas Kastrup-Larsen inviterer til gå-hjem-møde.
Det er 7. gang, at Borgmesterkontoret tager ud i kommunen for at komme tættere på borgerne og deres dagligdag.
Kom til Åbent Borgmesterkontor:
Tirsdag d. 19. november kl. 15.30 – 16.30 på Vadum Skole
Onsdag d. 20. november kl. 13.30 – 14.30 på Vestbjerg Skole
Torsdag d. 21. november kl. 13.30 – 14.30 på Vodskov Skole
Gå-hjem-møde på Vadum Skole:
Tirsdag d. 19. november kl. 17.00 – 19.00.
Se hele programmet for Borgmesterkontorets uge.
Kilde: Aalborg Kommune