Aalborg drømmer om at blive Europas kulturelle centrum i 2032. Med opbakning fra byrådet og et budget på tre millioner kroner til at forberede en ansøgning, melder byen sig nu officielt som kandidat til titlen som Europæisk Kulturhovedstad.
Borgmester Lasse Frimand Jensen ser store perspektiver i projektet. Han peger på, at kulturen ikke blot skaber oplevelser, men også kan bidrage til byudvikling, tiltrække turister og styrke det europæiske udsyn.
“Det er noget, vi som borgere og som by vil kunne mærke længe før og længe efter 2032. Hvis Aalborg bliver kulturhovedstad, vil det være et år med masser af kultur, men også mange års udvikling og oplevelser. Det er en investering i byens fremtid,” siger borgmesteren.
Kulturrådmand Jes Lunde deler optimismen og understreger vigtigheden af, at hele Nordjylland står sammen i arbejdet med at udvikle ansøgningen.
“Vi skal samle kulturlivet, foreningslivet, erhvervslivet, de mange frivillige og meget gerne alle kommuner i Nordjylland. Vi har så meget at byde ind med – og vi skal være innovative, så vi sætter nye, ambitiøse fælles mål,” siger Jes Lunde.
At blive kulturhovedstad i EU er mere end blot en titel – det er et projekt, der skal bære byens kulturarv, kunstneriske liv og europæiske samarbejde frem. Ansøgningsarbejdet kræver en såkaldt “bid book”, hvor Aalborg skal præsentere sin kulturprofil, et kunstnerisk program, en klar europæisk dimension og en realistisk plan for organisering og økonomi.
Aalborg har erfaring med store events. Byen har flere gange været vært for Tall Ships Races, DGI Landsstævne og i år – 2025 – skal Aalborg endnu engang huse elitesportseventet DIF DM-ugen.
“Vi har været igennem en transformation, hvor kulturen har været en vigtig drivkraft. Aalborg er klar til at tage næste skridt. Vi vil bidrage til en positiv udvikling gennem kultur, fællesskab og samarbejde – ikke bare i Aalborg, men i hele Nordjylland,” understreger Lasse Frimand Jensen.
Ansøgningen til kulturhovedstad 2032 skal indsendes i 2026, hvorefter en ekspertjury vurderer kandidaterne. I 2027 offentliggøres det, hvilke byer der får titlen som Europæisk Kulturhovedstad – én i Danmark og én i Bulgarien. Bliver Aalborg udvalgt, venter fire års forberedelse frem mod et 2032, der kan skrive sig ind i historiebøgerne som et kulturelt vendepunkt for byen og regionen.
Foto og Kilde: Claus Rene Pedersen og Aalborg Kommune