Aalborg Portland har netop offentliggjort en ambitiøs ny målsætning: Virksomheden vil være CO₂-neutral på sine egne udledninger (scope 1) allerede i 2030. Med målet markerer den nordjyske cementproducent sig som den første i verden til at sætte en så konkret deadline for CO₂-neutralitet i cementproduktionen.
Bag målet står en række initiativer, som blandt andet omfatter opførelsen af et nyt CO₂-fangstanlæg, støttet af EU’s Innovationsfond. Anlægget, der forventes sat i drift ved udgangen af 2029, vil reducere Aalborg Portlands årlige udledning med op mod 1,5 mio. tons CO₂. Kombineret med skiftet til grønnere brændsler og udviklingen af CO₂-reducerede produkter forventer virksomheden at kunne indfri målet.
”Det er et stort skridt, men også et nødvendigt et. Vi ønsker at være en del af løsningen og tage ansvar for den branche, vi er en del af,” udtaler CEO Søren Holm Christensen. ”CO₂-fangst bliver et centralt element, men vi fortsætter samtidig den grønne omstilling på andre fronter.”
Siden 2021 har Aalborg Portland reduceret sin CO₂-udledning med 36 procent – svarende til 812.000 tons CO₂. Denne udvikling er primært drevet af overgangen til biogene brændsler samt en højere andel CO₂-reducerede cementprodukter.
CO₂-fangstanlægget opføres som led i det såkaldte ACCSION-projekt i samarbejde med Air Liquide. Det skal blive en af Europas første fuldt integrerede CCS-løsninger på land. Med et dedikeret areal på 50.000 m² og et samlet investeringsbeløb på over 1,6 mia. kr., forventes projektet at sætte en ny international standard.
Ud over CO₂-neutralitet på scope 1 arbejder Aalborg Portland frem mod et bredere mål: Net zero på tværs af scope 1, 2 og 3 senest i 2050. Målet er ambitiøst, men virksomhedens resultater de seneste år viser, at tempoet og viljen er til stede.
”Vi har stadig en stor opgave foran os, men vi tror på, at teknologien og viljen kan bringe os i mål,” siger Søren Holm Christensen.
Foto og kilde: Aalborg Portland







