Flere og flere vælger kommunens Straks-koncept, der sikrer byggetilladelse på under tre uger – hvis man har gjort sit hjemmearbejde.
Hos Aalborg Kommunes forvaltning By og Land oplever man stigende interesse for det såkaldte Straks-koncept. Ordningen giver borgere og virksomheder mulighed for at få en byggetilladelse senest tre uger efter, at ansøgningen er sendt – forudsat at al dokumentation er på plads.
Konceptet blev lanceret i 2022 med blot 33 sager. Siden da er interessen vokset markant. I 2025 har kommunen allerede behandlet 102 Straks-sager, og i alt har 231 byggeprojekter benyttet sig af den hurtige sagsbehandling.
“Man kan få en hurtig byggetilladelse, men det kræver, at man leverer et fyldestgørende materiale og er grundig i sit forarbejde. Det er ikke alle ansøgere, der er vant til at arbejde på det niveau,” forklarer afdelingsleder hos By og Land, Anders Mikkelsen.
Kun for enfamiliehuse og sommerhuse
Straks-ordningen er målrettet enfamiliehuse og sommerhuse i byzone. Den gælder ikke for byggerier, der kræver helhedsvurdering eller dispensation fra lokalplanen. For at komme i betragtning skal ansøgeren selv sikre, at byggeriet overholder gældende regler – herunder lokalplaner, tinglyste servitutter, naturbeskyttelse og eventuel jordforurening.
“Det er meget skarpt prioriteret. Hvis ansøgningerne opfylder kriterierne, leverer vi byggetilladelsen – ofte hurtigere end de tre uger,” siger Anders Mikkelsen.
Hvis projektet ikke falder ind under Straks-kategorien, behandles sagen som en almindelig byggesag med de normale sagsbehandlingstider.
Et tilbud til både private og virksomheder
Både private ansøgere og virksomheder kan benytte sig af ordningen, så længe materialet lever op til kravene.
“Udgangspunktet er, at konceptet er tilgængeligt for alle, hvis de afleverer et fyldestgørende materiale, der overholder både byggelovgivningen og øvrig lovgivning som lokalplaner,” understreger Anders Mikkelsen.
Typehusfirmaer viser vejen
I dag er det især typehusfirmaer, der gør brug af Straks-konceptet. Kommunens byggesagsafdeling har besøgt flere virksomheder for at udbrede kendskabet til ordningen – og samtidig indsamle idéer til forbedringer.
“Det har været meget positivt. Virksomhederne ser store fordele i konceptet, og vi får gode input til, hvordan vi kan gøre det endnu bedre,” siger Mikkelsen.
Hos KARAKTER Arkitektur i Aalborg er ordningen allerede en fast del af arbejdsrutinen.
“Vi bruger Straks-ansøgningen på samtlige projekter, hvor det er muligt. Vi rådgiver kunderne, så deres byggeri holder sig inden for alle regler. På den måde kan vi få tilladelsen hurtigt – og det betyder meget for kunderne,” fortæller indehaver og arkitekt Mai Brink.
Tid er penge
For både bygherrer og entreprenører er den korte sagsbehandlingstid afgørende. Ændringer i renter, materialepriser og årstider kan nemlig få stor betydning, mens man venter på tilladelsen.
“Kommunen har lavet en god tjekliste, som gør det nemt for rådgiverne at levere præcis det, kommunen skal bruge. Det gør vores arbejde lettere og sagsbehandlingen hurtigere,” siger Mai Brink.
Hun håber, at ordningen på sigt udvides til også at omfatte simple erhvervsbyggerier.
Kilde: Aalborg Kommune





