Fra 2025 vil børn og unge i Aalborg Kommune få lettere adgang til praktikforløb i kommunens mange forvaltninger. Det står klart, efter at borgmester Lasse Frimand Jensen den 16. december underskrev partnerskabsaftalen DinFremtid. Aftalen samler virksomheder, uddannelsesinstitutioner og kommunen om at styrke overgangen mellem skole og arbejdsmarked.
Aalborg Kommune, der er Nordjyllands største arbejdsplads, har dermed forpligtet sig til at øge antallet af praktikpladser og intensivere samarbejdet med folkeskolerne i området. Borgmester Lasse Frimand Jensen ser aftalen som en naturlig forlængelse af kommunens ansvar.
“Vi er stolte af at være en del af DinFremtid. Som kommune har vi en vigtig rolle i at hjælpe børn og unge på vej mod en uddannelse og et job,” siger han.
Unge skal opdage kommunens karrieremuligheder
Kommunens beslutning om at indgå i partnerskabet er forankret i en erkendelse af, at de unge har brug for større indsigt i de mange muligheder, kommunen som arbejdsplads tilbyder.
“Unge i dag har et væld af karrieremuligheder. Derfor er det vigtigt, at vi som kommune viser, hvordan de kan få en spændende fremtid hos os. Vi har brug for deres talent og arbejdskraft,” udtaler borgmesteren.
Snusepraktikker og studiejobs
Som en del af aftalen vil Aalborg Kommune iværksætte en række initiativer, der giver de unge mulighed for at opleve arbejdsmarkedet på tæt hold. Der vil blive tilbudt alt fra snusepraktikker for 7. klasses elever til erhvervspraktik i 8. og 9. klasse samt studiejobs og særlige forløb for unge fra specialklasser.
“At invitere flere unge indenfor giver dem et bedre fundament for at træffe uddannelsesvalg. Det handler om at skabe gode overgange fra uddannelse til job, og her spiller vi som kommune en afgørende rolle,” forklarer Lasse Frimand Jensen.
En fælles indsats
Med Aalborg Kommunes tiltrædelse af DinFremtid står nu 35 virksomheder og uddannelsesinstitutioner bag partnerskabet. Sammen arbejder de for at gøre det lettere for de unge at finde deres vej til fremtidens arbejdsmarked.
Om DinFremtid
DinFremtid er et samarbejde mellem virksomheder, skoler, ungdomsuddannelser, arbejdsmarkedets parter og Aalborg Kommune. Målet er at sikre børn og unge i Aalborg de bedste betingelser for at vælge uddannelse og karriere.
Læs mere om partnerskabet her: https://www.aalborg.dk/om-kommunen/presse-og-kommunikation/pressemeddelelser#/pressreleases/730217412168359
Kilde: Aalborg Kommune